Du er her

Kommunal hjemmepleje og hjemmesygepleje

Ringsted Kommunes hjemmepleje besøger hver dag ca. 800 ældre, handicappede, syge eller svage borgere, der har brug for hjælp.

Vi synes, det er vigtigt at betragte alle som hele mennesker. Selvom sygdom og/eller alderdom har vanskeliggjort nogle eller mange kropsfunktioner, hjælper vi dig med at bevare din personlighed og integritet. Det gør vi ved at tale med dig. Vi genovervejer jævnligt dine personlige behov. Desuden arbejder vi efter et princip, vi kalder ”hjælp til selvhjælp”. Se Ældre- og værdighedspolitikken for Ringsted Kommune.

Hjælp til selvhjælp betyder, at den praktiske hjælp betragtes som et supplement til opgaver, som du selv har svært ved at udføre. Hjælp til selvhjælp forebygger yderligere funktionstab, således at dine kropslige og mentale funktioner forbliver på samme niveau eller bedres.

Hvis du skal fortsætte behandling af din sygdom i dit eget hjem, eller har brug for hjælp til at klare hverdagen, kan du søge om hjælp fra hjemmeplejen. Kontakt Ringsted Kommunes Myndighedsenhed på tlf. 57 62 79 00. De vil formidle kontakt mellem dig og kommunens Hjemmepleje.


Velkommen til Hjemmeplejen - vi glæder os til at hjælpe dig!

Billede af medarbejder

Praktiske oplysninger om Hjemmeplejen

  • Sådan ser vi ud

    Billede af medarbejder på cykel

    Du kan altid genkende os i gadebilledet. Nogle af os kører på cykel, nogle går, mens andre kører i kommunens hvide eller lysegrå biler med tekst på siden (Fiat Punto, Kia Rio eller Peugeot 208).

    Vi er klædt næsten ens i jeans og en lys grøn eller lys blå busseronne med korte ærmer. Om vinteren bærer vi fleecetrøje, sjælevarmer eller mørk regnjakke over busseronnen. De af os, der cykler, kan desuden ses med mørke overtræksbukser, når det er koldt eller regner. En sygeplejerske kan du også kende på den lille sorte rulle-kuffert. Vi bærer desuden et navneskilt med Ringsted Kommunes logo.

  • Hvem er vi?

    Gruppebillede Hjemmeplejen

    Hjemmeplejen i Ringsted Kommune er en arbejdsplads for 200 social- og sundhedshjælpere, social- og sundhedsassistenter, sygeplejersker, pædagoger, terapeuter og andre specialister. Vi tager os af borgere i Ringsted Kommune, som har brug for støtte og hjælp i dagligdagen.

  • Hvad kan vi?

    Medarbejder smører mad

    Medarbejder skifter sengetøj

    Hjemmeplejen yder praktisk støtte og hjælp til eksempelvis rengøring, opgaver omkring indkøb, tøjvask, mad og spisning samt pengesager.

    Hjemmeplejen yder også hjælp til personlig pleje. Det kan dreje sig om bad, øvre/nedre toilette, hudpleje, tandbørstning og barbering.

    Vores hjemmesygeplejersker hjælper dig med sygeplejeopgaver. Det kan dreje sig om sårpleje, medicinhåndtering samt organisering og overblik over dit syge- og/eller genoptræningsforløb. Derudover bygger sygeplejerskerne bro mellem indlæggelsesforløb og udskrivelsesforløb, så din hjemsendelse fra sygehuset bliver tryg. Vi har sygeplejersker, der er specialister i sår, demens, smertelindring, pleje af døende, psykiatri og socialpsykiatri.

    Medarbejderne i Ringsted Kommunes Hjemmepleje arbejder i både dag- aften og nattevagter. De kommer rundt i hele kommunen og står også til rådighed for kommunens tre plejecentre, bosteder og socialpsykiatrien. Vi samarbejder med kommunens praktiserende læger, vagtlæger m.m.

    Vi uddanner også morgendagens plejepersonale. Derfor er vi opdateret med den seneste udvikling på social- og sundheds- og plejeområdet.

    Vi arbejder løbende på at styrke det tætte samarbejde, der er mellem vores faste plejepersonale og hjemmesygeplejen. Derfor mødes vi en gang i døgnet og deler viden mellem alle faggrupper. Dette gør vi for at dele viden om dig og dine behov. På den måde kan medarbejderne møde dig på en meget personlig måde.

  • Frit valg af leverandør

    Som borger i Ringsted Kommune har du mulighed for at vælge, hvem der skal levere din hjemmepleje. Du kan vælge imellem Den kommunale hjemmepleje og den private hjemmepleje Aleris.

    Her finder du en oversigt over Ringsted Kommunes fritvalgsleverandører.

Kontakt: Hjemmeplejen - vedrørende ydelser du allerede får

Ringsted Kommunes Hjemmepleje
Amtstue Allé 71
4100 Ringsted
Tlf.: 57 62 77 07

Sidst opdateret

25.01.2017