Du er her

Frivilligheden blev hyldet ved stor gallafest

Dato: 13. marts 2017
Frivilligheden og lokale ildsjæle blev fejret fredag aften, da Ringsted Kommune havde rullet den røde løber ud ved Foreningernes Gallaaften i Ringsted Kongrescenter.

Der var rigtig god stemning i Ringsted Kongrescenter fredag den 9. marts, da Ringsted Kommune hyldede Ringsteds foreningsliv, de mange frivillige og de lokale idrætsforeninger, der har taget medaljer hjem det seneste år.

Det skete ved Foreningernes Gallaaften - en begivenhed, som for andet år i træk fejrer alle frivillige og lokale ildsjæle for den kæmpe indsats, de gør for andre.

Og galla var lige præcis, hvad det var. Aftenens deltagere var festklædte og mødte op med godt humør på den røde løber. Der blev småsnakket ved bordene, og der var spænding i luften, da vi afslørede årets handicappris, foreningslederpris, frivilligpris, integrationspris og kulturpris.

Årets handicappris gik til...

Magnus Jønsson, for at sætte ord og billeder på livet med handicap, bl.a. gennem sit arbejde på TV-Glad, for at bryde med de vante forestillinger og for at repræsentere mennesker med handicap på en inspirerende måde.

Årets foreningsleder gik til...

Formand for Ringsted Handicap Idrætsforening, Jørgen Ellekjær, for sit kæmpe engagement indenfor handicapidrætten, særligt i Ringsted Handicap Idrætsforening. Jørgen taler handicapidrættens sag, og er bl.a.med til at sikre bedre vilkår og rettigheder.

Årets frivilligpris gik til...

Jørgen Kristensen, der med et roligt væsen engagerer sig ud over det sædvanlige og tager fat, hvor det er nødvendigt. Hele tre foreninger har indstillet Jørgen, som gør, hvad der skal til og sætter ting i gang for at bevare og udvikle hele sit lokalområde Haraldsted og Allindelille.

Årets integrationspris gik til...

Jan Bruun Hansen, der arbejder utrætteligt for fællesskaber og integration, særligt i Ringsted SYD. Jan er en rigtig ildsjæl, der bl.a. er en af hovedkræfterne bag det sammenhold og forståelse, der er oparbejdet i området

Årets kulturpris gik til...

Ringsted Galleriet for at have gjort noget ekstraordinært for kulturen i Ringsted Kommune og givet både børn og voksne et kulturelt indspark gennem udstilling og formidling af nutidig kunst, ofte af den eksperimenterende slags.

Årets medaljevindere

Herudover fejrede vi også alle de lokale idrætsforeninger, der har taget medaljer hjem det seneste år.
I alt var 90 medaljevindere kvalificeret og otte foreninger repræsenteret.

Stort tillykke til alle.

Sidst opdateret

14.03.2017