Du er her

Bliv kontorelev

Ringsted Kommune ansætter hvert år tre kontorelever med start 1. september.

Som kontorelev i Ringsted Kommune får du en spændende og alsidig kontoruddannelse. Uddannelsen veksler mellem praktik i tre eller fire forskellige afdelinger i kommunens administration og skoleforløb i de to år, uddannelsesforløbet varer. Der er tre skoleforløb og der afsluttes med en fagprøve.

Ringsted Kommune annoncerer hvert år i december-januar efter kontorelever

Introdag

Når du er blevet ansat som elev i Ringsted Kommune, så vil du kort tid efter blive inviteret på en introdag.

Her vil du sammen med de andre nye elever besøge kommunens forskellige afdelinger og møde kontaktpersonerne. Desuden få du en kort introduktion af nogle af afdelingens øvrige medarbejdere og en kort beskrivelse af nogle af afdelingens forskellige daglige opgaver.

Efter introdagen skulle du som ny elev gerne gå hjem med en god fornemmelse og idé om, hvordan de forskellige afdelinger fungerer, og hvad de beskæftiger sig med.

På introdagen har vi 100 pct. focus på dig, så vi kan give dig den bedst mulige idé om, hvad det er for en organisation, du nu skal til at være en del af.

Målet med dagen er samtidig at sikre, at du har fået lidt viden om afdelingerne og hvad de laver, inden du skal ønske, hvilke afdelinger du godt kunne tænke dig at komme igennem i løbet af din elevperiode. Det er med til at give dig som elev den bedst mulige elevtid hos os.

Skoleperiode

Vi planlægger i samarbejde med skolen din uddannelse for at give dig det bedst mulige skoleforløb i løbet af din elevtid.

Skoleopholdet foregår på handelsskole efter elevernes ønske og det strækker sig over en periode på i alt 15 uger i løbet af den fulde elevperiode på 2 år. I løbet af skoleperioderne vil du modetage undervisning i 4 specialefag som er følgende: Politik og Økonomi, Lovgivning, Kommunikation og Organisation.

På det tredje skoleophold kommer du, sammen med de øvrige elever, på en studietur til Bruxelles, som vil have både et stort fagligt- og socialt indhold.

Fagprøven

I maj skal 2. års eleverne skrive fagprøve. Prøven består af i alt to dele, hvor den første del er skriftlig og strækker sig over en periode på 2 uger. Her skal du skrive om et selvvalgt emne, som relaterer sig til din arbejdsplads. Den anden del af fagprøven er mundtlig, hvor du skal op og forsvare din skriftlige opgave for lærer og censor.

Ringsted Kommune tilbyder:

  • Stor indflydelse på valg af afdelinger.

  • En alsidig uddannelse hvor du får meget ansvar.

  • En elevklub hvor du har mulighed for at drøfte emner med de andre elever i kommunen.

  • Oplæringspersoner der altid er klar til at hjælpe.

  • Et godt arbejdsmiljø.

  • Flextidsordning.

  • En uddannelsesplan med mange forskellige typer af opgaver.

  • Bærbar computer som kan benyttes til skoleforløbenes skriftlige opgaver og fagprøven.

  • Et studieophold i Bruxelles.

  • Løn som pt. (2019) er kr. 13.555,52 for kontorelever under 25 år. For kontorelever over 25 år er lønnen pt. (2019) kr. 20.387,05.

Sidst opdateret

11.02.2019