Du er her

Plejecentre

Her finder du information om Ringsted Kommunes plejecentre.

Når du vælger at bo i en plejebolig i Ringsted Kommune kan du vælge mellem 3 forskellige plejecentre. Ønsker du at bo tæt på byen ligger både Plejecenter Solbakken og Knud Lavard Centret indenfor gå afstend til bl.a. byens torv og parker. Er du mere til rolige og landlige omgivelser ligger Plejecenter Ortved i dejlige omgivelser ca. syv km uden for byen.

For os er det vigtigt, at du fortæller, hvilke ting der betyder noget for dig og hvad der skal til for, at du har en god hverdag.

Når vi ved det, vil vi sammen med dig, gøre hvad vi kan for, at du føler dig hjemme i din nye bolig og godt tilpas i dine nye omgivelser.

Boligen er med de samme rettigheder og pligter som enhver anden udlejningsbolig. Boligen er din og du bestemmer selv, hvilke ejendele du ønsker at have med dig.

Du kan også læse mere om serviceniveauet for ydelser på plejecentre i den PDF icon politisk vedtagne kvalitetsstandard.

Styrelsen for Patientsikkerhedstilsyn med plejehjem i RingstedKommune 2015.

 

Praktiske oplysninger om plejeboliger i Ringsted Kommune

  • Hvordan søger jeg en plejebolig

    Du skal kontakte Ringsted Kommunes Myndighedsenhed hvis du ønsker at søge en plejebolig.

     

    Her kan du læse mere om hvordan tildelingen forgår.

  • Praktiske oplysninger ved tilbud om plejebolig

    Her kan du læse om, hvordan du skal forholde dig, når du får tilbudt en plejebolig i Ringsted kommune.
    Når du er blevet tilbudt en plejebolig, er der en række praktiske ting, du skal sørge for.
    Tilbuddet om boligen kommer fra kommunens boliganvisning, (boligselskab) og det er til dem, du skal svare, om du ønsker at tage imod tilbuddet eller ej.
    Der er ikke lang tid, fra du modtager tilbuddet om boligen, til du skal svare.
    Du er meget velkommen til at komme på plejecenteret og tale med personalet og se boligen efter forudgående aftale.
    Hvis du svarer ja til tilbuddet om plejebolig, er det vigtigt, at du kontakter plejecentret, så der kan laves aftale om, hvornår du skal
    flytte ind.
    Aftalen skal laves med den kontaktperson, som du får tildelt af plejecentret, eller med teamlederen for den gruppe, du skal bo i.


    Serviceaftale

    Servicepakkenindeholder en række tilbud, som du kan vælge at købe:

    •  mad og drikke
    • vask af linned
    • vask af personligt tøj
    • vask på vaskeri og leje af linned
    • husholdningsartikler (rengøringsmidler, toiletpapir, affaldsposer,papirhåndklæder mm.)
    •  fællesarrangementer/underholdning
    • vinduespudsning

    Betalingen for de ydelser, du vælger at købe, vil blive trukket i din pension. Serviceaftalen med valgfrie ydelser får du af din kontaktperson, som tager imod dig.
    Serviceaftalen bedes du underskrive og herefter aflevere til din kontaktperson.

  • Praktiske oplysninger ved indflytning i plejebolig

    Ting du skal huske når du flytter i en plejebolig

    Allerførst skal du huske, at det stadig er dig og din familie, der har ansvaret for, at alle de praktiske ting omkring flytningen bliver ordnet.
    Du (og evt. din familie) skal bl.a. sørge for:

    •  Adresseændring til folkeregisteret, post mv.
    •  Forsikring og indboforsikring
    •  Tilmelding til Betalingsservice
    •  Lægeskift hvis du kommer fra en anden kommune
    •  TV licens
    •  Tilslutning til kabel TV
    •  Flytning af telefon
    •  Serviceaftale krydses af og underskrives

    Dette skal du medbringe når du flytter i plejebolig

    At flytte i en plejebolig er på mange måder som at flytte til en hvilken som helst anden bolig.
    Du har underskrevet en lejeaftale med boligselskabet og alt det praktiske omkring boligen foregår i et samarbejde med boligselskabet.
    I din plejebolig er der en plejeseng og et sengebord. Du skal selv medbringe alt andet.
    Det betyder, at du selv skal sørge for møbler til at indrette din bolig samt gardiner, dyner og sengetøj, tøj og toiletartikler, nips og billeder - alt hvad et hjem indeholder.


    Her er en liste over ting, der er vigtige at huske

    •  Dine personlige papirer f.eks. dåbsattest, vielsesattest eller andet
    •  Møbler, billeder, nips
    •  Dyner og puder - meget gerne vaskbart
    •  Sengetøj
    •  Gerne sengetæppe
    •  Håndklæder og vaskeklude.
    •  Toiletting og toilettaske (hvis du på et tidspunkt skal på hospital)
    •  Termometer
    •  Vandtætte stiklagner ved behov

    Vi gør opmærksom på, at for at kunne hjælpe dig bedst muligt i dagligdagen i din bolig, er det vigtigt at indretningen tager hensyn hertil, da din bolig også er arbejdsplads for de ansatte.
    Du er velkommen til at tale med personalet, hvis du har spørgsmål til dette. Vi fraråder løse tæpper, da de kan være farlige for dig selv og personalet.

  • Hverdagen i en plejebolig

    Plejecentrenes mål er:

    •  At give dig den størst mulige tryghed i din hverdag
    •  At give dig den pleje som du har behov for
    •  At forebygge ensomhed gennem samværet med andre
    •  At vedligeholde dine færdigheder og bevare eller højne livskvaliteten
    •  At du har mulighed for opretholde et værdigt liv

    Personale

    Der er ansat uddannet personale i døgnets 24 timer. Der er en jævn personaledækning fra tidlig morgen til sen aften på alle ugens dage.

    De tre plejecentre er ikke ens og har ikke nøjagtigt de samme tilbud, så der kan være små forskelle. Du kan se mere detaljeret om de 3 plejecentre på deres respektive hjemmesider, som du finder til højre på siden.

    Kontaktperson

    Du vil få tilknyttet en kontaktperson, der oftest hjælper dig med det, du har behov for og vil være den, der kommer til at kende dig og din familie bedst.
    Informationsmappen:
    Der vil blive etableret en informationsmappe om dig. Den er et af personalets vigtigste arbejdsredskaber. Har du allerede en informationsmappe, bedes du medbringe denne ved indflytningen.
    I informationsmappen vil du kunne læse de aftaler, som du selv og evt. dine pårørende har lavet sammen med personalet.
    Informationsmappen opbevares i din bolig.

    Din livshistorie

    Hvis du ikke allerede har udarbejdet en livshistoriebog, vil personalet
    gerne hjælpe dig med at lave en, eventuelt sammen med dine pårørende.
    Livshistoriebogen er en bog med dine oplysninger om vaner, interesser, arbejde, steder du har boet, sociale relationer m.m.

    Omsorgstandplejen

    Der kan søges om omsorgstandpleje gennem Visitationen.
    Bed eventuelt personalet om hjælp til dette.

    Aktiviteter/underholdning

    Plejecentret holder løbende en række arrangementer. Hvis du er interesseret i at deltage i arrangementerne, kan du tilmelde dig en aktivitetsordning, hvor man hver måned betaler et fast beløb.
    Aktiviteter afholdes forskelligt på de 3 plejecentre, så spørg hvad der er gældende for aktiviteter der hvor du flytter ind eller se mere på plejecentrenes på deres respektive hjemmesider.

  • Personalets tavshedspligt

    Plejecentrets personale har tavshedspligt om dine private forhold.
    Tavshedspligten betyder, at personalet ikke må videregive oplysninger om dig til uvedkommende. Tavshedspligten gælder i forhold til alle andre end dig selv, også i forhold til dine nærmeste pårørende.
    Tavshedspligten omfatter oplysninger af en vis følsom karakter – de fortrolige oplysninger. Alle oplysninger om dine helbredsforhold er omfattet af tavshedspligten, hvad enten der er tale om en banal lidelse eller alvorlig sygdom. Uanset at det i forbindelse med din behandling og pleje kan have stor betydning, at dine nærmeste pårørende er involverede, skal du være indforstået med, at dine nærmeste pårørende får fortrolige oplysninger.

    Hvad kan du gøre for at give dine pårørende lov til at blive informeret?

    Allerede ved indflytningen vil vi tale med dig om hvem du gerne vil have, at vi inddrager. Samtykke til videregivelse af oplysninger til pårørende skal være skriftlig. Derfor vil vi bede dig om at udfylde en sådan samtykkeerklæring. Samtykket gælder 1 år og vil derfor skulle fornyes.
    Hvis du, fx pga. demens, ikke selv kan varetage dine interesser og dermed ikke kan give samtykke, kan dine nærmeste pårørende få aktindsigt i de oplysninger, som er nødvendige for, at de kan varetage dine interesser.

  • Forsikring

    Du bedes selv tegne indboforsikring og eventuelt fritids/ulykke forsikring.

  • Information om fraflytning af plejebolig

    Her kan du læse om, hvordan du forholder dig, hvis du vil opsige og fraflytte din plejebolig, men du kan også læse om, hvordan dine efterladte skal forholde sig, hvis du afgår ved døden, mens du bor i en plejebolig.


    Orientering om opsigelse af lejemålet og fraflytning

    Hvis du ønsker at fraflytte din bolig, skal du opsige den som anført i huslejekontrakten.
    Vi vil meget gerne have at dette sker i et samarbejde med personalet, så vi kan sikre procedurerne i forhold til plejecentret.
    I huslejekontrakten står der også noget om frister vedrørende fraflytning.


    Orientering om situationen ved dødsfald

    Når en beboer afgår ved døden, aflåses boligen. Dette er ikke for at skabe unødvendigt besvær, men for at sikre, at vi overholder de rammer, som skifteretten har lagt, og for at alle kan føle sig trygge ved, at det efterladte bo er til stede, når boligen skal ryddes. Vi kan dog give familien adgang til at afhente personlige papirer, der skal bruges i forbindelse med begravelsen. Hvis familien skal have adgang til boligen, vil det være i følgeskab med personalet.


    Rydningserklæring

    Ringsted Kommune har indgået aftale med Skifteretten vedrørende rydning af plejeboliger ved dødsfald, og denne aftale giver mulighed for, at familien umiddelbart efter dødsfaldet må tømme boligen.
    Skemaet til rydningserklæringen finder du her på siden.


    Rydning af boligen og eventuel opmagasinering

    I forbindelse med opsigelsen gives 7 arbejdsdage til tømning af boligen.
    Boligen pakkes og tømmes af familien på baggrund af den underskrevne rydningserklæring.
    I helt særlige tilfælde, hvor de pårørende er forhindrede i selv at pakke indboet ned, pakkes og tømmes boligen af personalet ligeledes på bagrund af den underskrevne rydningserklæring, og boet bliver opbevaret i forsvarligt aflåst rum.
    De opbevarede effekter skal afhentes umiddelbart efter at Skifteretten har frigivet boet og udstedt skifteretsattest. Afhentning sker ved fremvisning af skifteretsattest efter aftale med centerlederen / servicemedarbejderen. Aftalen om afhentning kan ske i tidsrummet mandag til fredag efter aftale.


    Værdigenstande

    Værdigenstande vil blive registreret af personalet og vil blive opbevaret i plejecentrets pengeskab. Dette sker, uanset om der er underskrevet rydningserklæring. Værdigenstande kan afhentes ved fremvisning af skifteretsattest efter aftale med centerlederen. Aftalen om afhentning kan ske i tidsrummet mandag til fredag.

  • Bruger og pårørenderåd

    På plejecentrene kan der være etableret et bruger- og pårørenderåd,.
    Det består af valgte brugere og pårørende fra plejecentret samt personale og ledelse fra plejecentret.
    Bruger-og pårørenderådet skal sikre beboerne, og deres pårørende indflydelse på udvikling af de aktiviteter og tilbud, der har betydning for beboerne. Rådet skal medvirke til gensidig information mellem beboere/pårørende, personale og ledelse.
    Rådet skal indgå i dialogen og samarbejdet mellem beboere, deres pårørende, den frivillige indsats og kommunens indsats på plejecentrene.
    Rådet skal inddrages ved fastlæggelsen af retningslinjerne for den daglige pleje- og omsorgsindsats i de pågældende boligenheder.
    Der afholdes valg hvert år til rådet, hvor du har mulighed for at stille op.
    Bruger- og pårørenderådet holder møde hvert kvartal. Mødedatoer, dagsordener og referat ses på opslagstavlen i de enkelte boenheder.

  • Tilsyn på plejecentrene

    Mindst hvert andet år er der uanmeldt tilsyn på plejecentret af Styrelsen for Patientsikkerhed.(Embedslægen)
    En gang årligt er der uanmeldt kommunalt tilsyn. Tilsynet foretages af et af kommunen udpeget konsulentfirma.

    Du finder den nyeste tilsynsrapport på plejecentrenes respektive hjemmesider.

  • Hvad koster det?

    Prisen for at bo i plejebolig afhænger af flere ting og det er derfor ikke muligt at oplyse en generel pris.

    Huslejen er afhængig af hvilken boligydelse du er berettiget til.

    Servicepakker afregnes efter hvilke tilkøb du vælger.

Sidst opdateret

14.09.2017