Hermed forelægges det tekniske budgetforslag, som tager afsæt i overslagsårene i det vedtagne budget for 2019, korrigeret med vedtagne tillægsbevillinger, pris- og lønregulering, tekniske ændringer som følge af økonomiaftale med regeringen, ny befolkningsprognose samt øvrige tekniske ændringer i budgettets forudsætninger.
Selve det tekniske budgetforslag består af følgende bilag:
- Generelle bemærkninger (Bilag 1)
- Specielle bemærkninger (Bilag 2)
- Skatter og takster (Bilag 3)
- Specifikationer til budget (Bilag 4)
- Befolkningsprognose (Bilag 5)
Herudover vedlægges som bilag:
- Finansieringsforslag til budget 2020 – 2023 (Bilag 6)
- Ønskeforslag til budget 2020 – 2023 (Bilag 7)
- Forslag til budget 2020 fra de politiske partier (Bilag 8)
- Oversigt med ændringer og nye budgetforslag til budget 2020 (Bilag 9)
- Sager, der er henført til budgetforhandlingerne (Bilag 10)
- Budgetforslag fra beredskabskommissionen for Budget 2020 – 2023 (Bilag 11)
For at kunne sikre et budget i balance og et råderum til servicemæssige omprioriteringer er der på baggrund af den vedtagne budgetproces udarbejdet finansieringsforslag. Finansieringsforslag er forslag til effektiviseringer og servicereduktioner. Da Byrådet forud for budgetprocessen stod over for et forventet finansieringsbehov på 18 mio. kr. og usikkerhed om den kommende økonomiaftale mellem regeringen og KL ville indeholde et ekstraordinært finansieringstilskud, som det har været tilfældet tidligere år valgte Byrådet at prioritere finansieringsforslagene i to puljer.
- en pulje som udgør minimum 1,5 pct. af serviceudgiftsrammen til dækning af det forventede finansieringsbehov på 18 mio. kr.
- en pulje som udgør minimum 2 pct. af serviceudgiftsrammen til en finansieringspulje, der skal anvendes, såfremt der ikke modtages ekstraordinært finansieringstilskud i 2020.
De to puljer indeholder forslag for henholdsvis 28 mio. kr. og 34 mio. kr.
I økonomiaftalen mellem regeringen og KL, som blev indgået den 6. september indgik et ekstraordinært finansieringstilskud. Puljen på 2,0 pct. af serviceudgiftsrammen er således ikke nødvendig for at sikre nødvendig finansiering. Det betyder at Byrådet har mulighed for ikke at sende puljen videre i budgetforhandlinger og høring. Det er dog også en mulighed, at sende enkelte forslag eller hele puljen videre.
Der foreligger driftsønskeforslag til budget 2020 for i alt 4,6 mio. kr.
For prioriteringen af anlægsønsker henstår udisponeret anlægsramme på 7,6 mio. kr. i 2020, hvoraf der er reserveret 4,1 mio. kr. til kunstgræsbane i Benløse. Endvidere henstår 24,8 mio. kr. i 2021, 28,5 mio. kr. i 2022 og 65,0 mio. kr. i 2023 udisponeret.
I det tekniske budgetforslag er indarbejdet en investeringspulje målrettet prioritering af it- og driftsinvesteringer i henhold til budgetvedtagelse for 2015. Puljen udgør i 2020 6,3 mio. kr. og ligeledes 6,3 mio. kr. i overslagsårene 2021 til 2023. Puljen er ikke disponeret og er opstået som følge af gevinster opnået som følge af vedtagne investeringsforslag tidligere år.
Det tekniske budgetforslag

Sammendraget viser, at det tekniske budgetforslag medfører et markant kasseforbrug i alle årene. Der er følgende årsaget hertil:
- I 2019 er det forudsat, at alle budgetoverførsler fra 2018 vil blive forbrugt i 2019.
- Der er indarbejdet en teknisk serviceudgiftspulje på 15,5 mio. kr. jfr. nedenfor.
- I 2019 og 2020 er der afsat midler til anlægsprojekter der ligger ud over 65 mio. kr. årligt, som vedtaget i den økonomiske politik.
- I overslagsårene 2021-23 er der ikke indregnet ekstraordinært finansieringstilskud, idet dette kun aftales for et år af gangen.
- Der er et finansieringsbehov, i 2020 på 15,8 mio. kr. som kan beregnes således:

-
Under Økonomiudvalget er der i årene 2020 – 2023 indarbejdet en teknisk serviceudgiftspulje på 15,5 mio. kr. svarende til ca. 1 % af kommunens serviceudgifter. I 2019 er puljen i forbindelse med behandling af budgetrapport pr. 31. marts 2019 tilbageført kassen.
Puljen er indarbejdet for at sikre, at serviceudgiftsrammen ikke overskrides som følge af budgetoverførsler mellem budgetår. I overstående budgetsammendrag forudsættes puljen benyttet. Det fremgår, at det vil have meget negative likviditetsmæssige konsekvenser for kommunen, såfremt puljen bliver anvendt til forbrug. Det er derfor en forudsætning, at puljen ikke udmøntes, men forbliver som en udisponeret budgetpulje under Økonomiudvalget og tilbageføres kassen i forbindelse med 1. budgetrapportering i 2020.
Aftale med regeringen om rammerne for budget 2020
Service og anlæg
I aftalen mellem KL og Regeringen er fastlagt en ramme for serviceudgifter og en ramme for anlægsudgifter, som kommunerne set under ét skal overholde.
Kommunernes serviceramme er i 2020 blevet forøget med 2,2 mia. kr.
Kommunernes anlægsniveau er i 2020 aftalt til 19,1 mia. kr. hvilket er et løft på 1,3 mia. kr. i forhold til 2019.
Samlet set indeholder aftalen således finansiering af et løft af service- og anlægsrammerne på i alt 3,5 mia. kr. som skal fordeles mellem kommunerne i forbindelse med den faseopdelte budgetlægning som KL faciliterer. Ringsted Kommunes beregnede andel af de øgede rammer svarer til 21,2 mio. kr. som er indregnet i nærværende budgetforslag.
Herudover er det en forudsætning i aftalen, at kommunerne inden for eksisterende rammer kan frigive 0,5 mia. kr., svarende til 3,0 mio. kr. for Ringsted Kommune, i form af en velfærdsprioritering ved en række initiativer der understøtter en bedre ressourceanvendelse. Samtidig er det tidligere aftalte moderniserings- og effektiviseringsprogram afskaffet.
Betinget bloktilskud
3 mia. kr. af kommunernes bloktilskud er betinget af, at kommunernes driftsbudgetter overholder den aftalte serviceramme, og 1 mia. kr. er betinget af at kommunernes anlægsbudgetter overholder den aftalte anlægsramme. Ringsted Kommunes andel af de betingede bloktilskud udgør henholdsvis 18 mio. kr. og 6 mio. kr. som således ikke vil komme til udbetaling, hvis de aftalte rammer ikke overholdes.
Såfremt kommunerne samlet set overskrider servicerammen, vil der dels blive en kollektiv sanktion og dels en individuel sanktion. Den kollektive sanktion udgør 40 % af rammeoverskridelsen og vil ramme alle kommuner også dem der overholder deres andel af servicerammen. Den individuelle sanktion udgør de resterende 60 % af rammeoverskridelsen og vil blive fordelt på de kommuner der ikke overholder deres andel af servicerammen i forhold til den enkelte kommunes andel af overskridelsen. Afgørende for om kommunen bliver omfattet af statslige sanktioner er om kommunernes samlede budgetter for 2020 overholder den aftalte serviceramme. Hvis den samlede serviceramme er overholdt i kommunernes samlede budgetter vil der ikke blive udløst sanktioner.
Den samlede serviceramme skal både overholdes i kommunernes budgetter for 2020 og i kommunernes regnskaber for 2020.
Den faseopdelte budgetlægning
I budgetprocessen vil KL forestå en gensidig koordinering af kommunernes budgetlægning – den såkaldte faseopdelte budgetlægning, med henblik på at sikre overholdelse af de aftalte rammer for serviceudgifter og anlægsinvesteringer.
Kommunerne skal i budgetlægningsfasen løbende indmelde til KL hvilke forventninger der er til service- og anlægsudgifter i 2020. Første indmelding skal foretages den 26. september 2019 og vil blive foretaget på baggrund af herværende tekniske budgetforslag.
Finansieringstilskud
Der udbetales i lighed med de foregående år også i 2020 et ekstraordinært finansieringstilskud til kommunerne på 3,5 mia. kr., hvoraf 2 mia. kr. fordeles på baggrund af kommunernes grundlæggende økonomiske vilkår.
Ringsted Kommune vil i 2020 få tildelt et tilskud på 32,3 mio. kr. Tilskuddet bevilges kun for et år af gangen.
Tilskuddet har ikke medført, at kommunernes serviceramme er forøget, hvorfor det kun vil kunne anvendes til serviceudgifter såfremt kommunerne under et overholder servicerammen. Herudover vil tilskuddet kunne anvendes til finansiering af anlægsinvesteringer, afdrag på lån eller kasseforøgelse.
Regeringen planlægger, at der inden næste økonomiaftale for 2021 vil være fremsat forslag om en mere langsigtet udligningsreform, som vil medføre, at kommunerne vil kunne budgettere med alle tilskud- og udligningsbeløb i budgetoverslagsårene.
Skattefastsættelse i 2020
Med henblik på at understøtte skattenedsættelser, er der en tilskudsordning til skattenedsættelser på op til 200 mio. kr.
Tilskudsprocenten kan højest udgøre 75 pct. af provenutabet i 2020, 50 pct. i 2021 og 2022 og 25 pct. i 2023. Hvis der gennemføres skattenedsættelser på over 200 mio. kr., nedsættes tilskudsprocenten.
I forbindelse med indgåelse af budgetaftale for 2018 vedtog Byrådet at udfase dækningsafgiften på erhvervsejendomme, således at afgiften vil være helt udfaset i 2020.
Den aftalte udfasning af dækningsafgift er indarbejdet i herværende tekniske budgetforslag, men tilskud er ikke indarbejdet. Tilskuddet forventes at udgøre 2,7 mio. kr. i 2020, 1,8 mio. kr. i 2021 og 2022 og 0,9 mio. kr. i 2023.
Kassebeholdning
Opgørelsen viser et kasseforbrug i 2019 på 289,3 mio. kr. som dog er betinget af at alle overførsler fra 2018 samt hele budgettet for 2019 bliver forbrugt i 2019. Såfremt overførsel fra 2018 på i alt 181,7 mio. kr. ikke anvendes i 2019, vil kassen blive reduceret med 107,6 mio. kr.
I 2020 ses et kasseforbrug på 76,4 mio. kr. mens der i budgetoverslagsårene 2021 – 2023 forventes et kasseforbrug på 46,6 mio.kr. i 2020 stigende til 66,3 mio. kr. i 2023.
Hvis der ses bort fra serviceudgiftspuljen på 15,5 mio. kr. vil resultatet blive forbedret tilsvarende jfr. nedenfor om det reelle resultat af budgetforslaget.
Det reelle resultat
Det reelle resultat og kasseændringer i budgetforslaget er vist i nedenstående tabel, hvor det er forudsat, at den tekniske servicepulje på 15,5 mio. kr. ikke anvendes.
Efterfølgende er vist kasseændringen såfremt det ekstraordinære finansieringstilskud videreføres eller omlægges til andre tilskud samt hvis der i budgetforhandlingerne opnås enighed om finansieringsforslag for 14,8 mio. kr.
Tabellen viser, at under disse forudsætninger vil budgettet stort set være i balance i budgetperioden.

Andre forudsætninger
Plan- og Boligudvalgets budget er fra 2020 reduceret med 3 mio. kr., idet det i budgetaftalen for 2017 er aftalt, at der løbende træffes politiske beslutninger, der medfører, at kommunens samlede ejendomsportefølje optimeres i perioden frem mod 2020.
Økonomisk politik
For så vidt angår opfyldelse af målsætningerne i den økonomiske politik henvises til bilag 1.
Tekniske ændringer
De tekniske budgetændringer er ændringer i forhold til regeringsaftalen samt en ny indtægts- og udgiftsvurdering. Desuden indeholder de tekniske budgetændringer demografi, ny lovgivning, nye skøn for overførselsindkomster og en række øvrige ændringer der indstilles godkendt af Byrådet.
Lovændringer
Kommunens statstilskud bliver forøget, som følge af ændringer i kommunernes opgaver, det såkaldte Lov- og cirkulæreprogram.
Som følge af folketingsvalget og den sene indgåelse af økonomiaftale for 2020, har det ikke været tidsmæssigt muligt at udarbejde forslag til udmøntning af de enkelte lovændringer på de berørte driftsområder. Den del af statstilskuddet der vedrører Lov- og Cirkulæreprogrammet er derfor afsat som en pulje under finansiering.
Til Byrådets 2. behandling af budgettet for 2020, vil der blive udarbejdet forslag til udmøntning af puljen på de berørte driftsområder.
Demografi
På driftsområderne skoler dagtilbud, sundhedspleje og ældre varierer kommunens udgifter med antallet af borgere i de aldersgrupper områderne omfatter. Der foreslås budgetreguleringer på områderne der tager udgangspunkt i en befolkningsprognose, der er udarbejdet med hjælp fra konsulentfirmaet COWI i marts måned 2019. Prognosen vedlægges som bilag. (Bilag 5).
Moderniserings- og effektiviseringsprogram
I det vedtagne budget for 2019 var der i overslagsårene 2020 og efterfølgende år forudsat en besparelse vedrørende moderniserings- og effektiviseringsprogrammet på 1,5 mio. kr. På baggrund af de kortlagte tiltag med henblik på effektivisering af administrationen ved hjælp af ny teknologi er der udarbejdet forslag til udmøntning af 1,5 mio. kr. i budget 2020.
Øvrige tekniske ændringer
Der foreligger forslag til øvrige tekniske ændringer på i alt 19,0 mio. kr. i 2020, 21,9 mio. kr. i 2021, 30,1 mio. kr. i 2022 og 42,8 mio. kr. i 2023.
Særligt skal fremhæves, at der er på baggrund af nye skøn over udgifter til borgere med særlige behov, er Ungeområdet foreslået tilført 4,0 mio. kr. og voksenområdet 9,8 mio. kr. fra 2020.
Alle tekniske ændringer er beskrevet i de generelle bemærkninger til det tekniske budgetforslag (Bilag 1).
Budgetforslag modtaget fra Midt- og Sydsjællands Brand og Redning
Af interessentskabskontrakten for Midt- og Sydsjællands Brand og Redning fremgår, at Den fælles Beredskabskommission fremsender forslag til budget som skal godkendes af de deltagende kommuners kommunalbestyrelser/Byråd. Den 28. juni 2019 har Beredskabskommissionen for Midt- og Sydsjællands Brand og Redning fremsendt budgetforslag med budgetbemærkninger, takstoversigt (bilag 11) således at dette kan indgå i ejerkommunernes budgetproces.
Budgetforslaget er fremsendt i 2019-priser som efterfølgende fremskrives med KL´s pris- og lønskøn og Ringsted Kommunes andel i 2019 (i 2019-priser) udgør 6,195 mio. kr., hvilket svarer til det allerede budgetlagte driftstilskud til det fælles beredskab.
Videre proces
Byrådets partier har mulighed for frem mod den endelige budgetvedtagelse i november, at fremkomme med ændringsforslag til nærværende tekniske budgetforslag.
- Facebook budgetdialog onsdag den 9. oktober
- Fællesmøde mellem Byrådet og HMU torsdag den 10. oktober
- Frist for indsendelse af høringssvar mandag den 21. oktober
- Frist for indsendelse af ændringsforslag til det tekniske budgetforslag er fastsat til tirsdag den 29. oktober kl. 12.00.
- Frist for underændringsforslag til det tekniske budgetforslag er fastsat til torsdag den 31. oktober kl. 12.00.
- Økonomiudvalget 2. behandler budgetforslaget tirsdag den 5. november.
- Byrådet 2. behandler budgetforslaget på ekstraordinært møde tirsdag den 5. november
Som det har været tilfældet i tidligere år står administrationen til rådighed for de enkelte partier på et fortroligt plan. Såfremt der er spørgsmål eller behov for hjælp i relation til f.eks. ændringsforslag kan Økonomienheden kontaktes.
Det tekniske budgetforslag vil blive optrykt til Byrådet og materialet vil senest blive udleveret ved Byrådets 1. behandling af det tekniske budgetforslag.