Du er her
Gratis psykolog til unge mellem 16-25 år
COVID-19-OPDATERING: Ungepsykologerne har stadig åbent under corona-situationen og afholder i øjeblikket både fysiske møder og online video-sessioner eller telefonsamtaler. Kontakt os endelig for mere information.
Om gratis psykologhjælp til unge
Der kan være mange grunde til at tale med en psykolog. Du kan tale med ungepsykologerne om konkrete udfordringer, eller hvis du mistrives uden helt at vide hvorfor. Du behøver altså ikke at vide, hvad du vil tale om på forhånd – det kan ungepsykologerne hjælpe dig med at finde ud af.
Samtalerne med ungepsykologerne er anonyme. Typisk varer samtalerne en times tid, men de kan tilpasses efter behov. Du er velkommen til at tage et familiemedlem eller en god ven med.
Du kan fx henvende dig til ungepsykologerne om:
- Problemer i skole/uddannelse/arbejde.
- Problemer i familien, med venner, kæreste eller andre.
- Problemer med alkohol og/eller stoffer.
- Bekymringer, stress, pres, høje forventninger og selvværds-problemer.
- Tristhed, angst, forvirring, skyldfølelse, uro, vrede, sorg, savn o.a. følelser.
- Selvskadende adfærd.
- Ensomhed.
Vi har ikke faste telefontider, men kan kontaktes i dagtimerne alle hverdage. Kan vi ikke tage telefonen, vender vi tilbage inden for en dag eller to, hvis du lægger en besked på telefonsvareren eller skriver en tekstbesked.
Vores målgruppe
Unge mellem 16-25 år, der er bosiddende i Ringsted kommune, og som har brug for hjælp og vejledning til at takle livets udfordringer. Det er muligt at modtage op til 5 gratis samtaler. Er der behov for andet eller mere hjælp, forsøger ungepsykologerne at hjælpe videre til andre tilbud.
Tilgang og metode
Ungepsykologerne er uddannet psykologer og arbejder på dine præmisser. Samtalerne tager udgangspunkt i, hvad der vigtigt for dig at tale om.
Beliggenhed og fysiske rammer
Ungepsykologen holder fysisk til på Prinsensvej 10 i Ungeliv.