Du er her

Hjælp ved akut psykisk krise

Her på siden kan du se, hvor du kan hente hjælp, hvis du har psykiske problemer og har brug for akut støtte, fx nogen at tale med fordi du har det svært.

Regionens psykiatriske akutmodtagelser

Hvis du er psykisk syg, har brug for akut psykiatrisk hjælp, eller hvis du er pårørende til en psykisk syg, kan du rette henvendelse til en af regionens tre psykiatriske akutmodtagelser.

Kontakt: Du kan hele døgnet henvende dig til Region Sjællands Psykiatriske Akutmodtagelse i Slagelse på telefon: 58 53 64 20. Du kan også læse mere på hjemmesiden.

Egen læge / Vagtlægen

Det er ofte din egen læge, der skal vurdere, hvorvidt du har brug for en akut psykisk undersøgelse eller behandling. Hvis din egen læge ikke er til rådighed, kan du benytte lægevagten.

Kontakt: Du kan finde telefonnummeret til din egen læge på dit sygesikringskort. Du kan også finde telefonnummeret via sundhed.dk

Du kan komme i kontakt med lægevagten på telefon: 70 15 07 00.
Lægevagten er åben

  • Hverdage: 16.00 - 08.00
  • Weekender og helligdage: Døgnåbent

I lægevagten får du direkte kontakt med en læge, som vurderer, om du skal undersøges af lægevagten, vente til din egen læge åbner igen, eller om en telefonkonsultation er nok.

Ringsted Kommunes tilbud

I Ringsted Kommune findes der forskellige tilbud til dig, der har behov for akut hjælp ved en psykisk krise.

Det opsøgende team

Det opsøgende team er et tilbud i Ringsted Kommune, der yder støtte, rådgivning og omsorg til personer ramt af psykiske problemer, misbrugsproblemer eller hjemløshed.

Kontakt: Hvis du eller en du kender har brug for støtte fra det opsøgende team, kan du henvende dig direkte på telefon 57 62 88 39 eller mail opsogende@ringsted.dk

Det opsøgende team er som udgangspunkt på arbejde i dagtimerne, så du kan derfor ikke forvente at få en tilbagemelding i aften- og nattetimerne. Men hvis du skriver eller indtaler en besked på telefonsvareren, vil du blive kontaktet den næste arbejdsdag.
Læs mere om det opsøgende team


Værestedet Bjælken

Bjælken er et værested i Ringsted Kommune for personer med psykiske lidelser, hvor du kan møde nogen at tale med.

Kontakt: Bjælken ligger på Østre Parkvej 2E og er åbent mandag-tirsdag kl. 14.00-20.00, torsdag kl. 10.00-16.00 og fredag kl. 9.00-12.00. Du kan også komme i kontakt med Værestedet Bjælken på telefon: 57 62 79 50

Læs mere om Værestedet Bjælken 

Ringsted Kommunes hjemmepleje

Hvis du har brug for at tale med nogen fra kommunen om aftenen eller natten, bliver du stillet videre til kommunens hjemmepleje, når du ringer på kommunens hovedtelefonnummer. Hjemmeplejen er ikke specialister i at håndtere psykiske kriser, men de kan lytte til dig og hjælpe dig med, hvordan du får den rette hjælp.

Kontakt: Du kan komme i kontakt med Ringsted Kommunes hjemmepleje på telefon: 57 62 62 62.

Frivillige telefonlinjer

Der findes flere telefonlinjer, hvor du kan få hjælp, hvis du er i akut psykisk krise. Telefonlinjerne drives af frivillige eller forskellige organisationer. Flere har åbent om aftenen og om natten.

SINDs telefonrådgivning - Tlf. 70 23 27 50

SINDs landsdækkende rådgivning er åben for psykisk sårbare og pårørende 60 timer om ugen. Telefonrådgivningen er bemandet med erfarne psykologer, socialrådgivere eller andre, som har faglig eller personlig viden om psykisk sygdom. Alle er velkomne til at ringe. Læs mere på SINDs hjemmeside

Psykiatrifondens telefonrådgivning - Tlf. 39 25 25 25

Psykiatrifondens telefonrådgivning yder anonym rådgivning til personer med psykiske sygdomme og personer i krise. Linjen er åben indtil kl. 23 i hverdage og indtil kl. 19.00 i weekenden. Psykiatrifonden yder også støtte og rådgivning via chat. Læs mere på Psykiatrifondens hjemmeside 

Startlinjen – Tlf. 35 36 26 00

Startlinjen er en telefonlinje, som tilbyder en medmenneskelig og støttende samtale til alle, der har brug for én at tale med. Startlinjen er åben alle dage kl. 16.00-23.00. Læs mere på Startlinjens hjemmeside

Livslinjen – Tlf. 70 201 201

Livslinjen er en telefonrådgivning og en netrådgivning til personer i krise og til personer med selvmordstanker. Læs mere på Livslinjens hjemmeside

Kontakt: Social- og Sundhedscenter

Social- og Sundhedscenter
Amtstue Allé 71
4100 Ringsted
Tlf.: 57628010
Hvis du ønsker at sende følsomme eller fortrolige oplysninger til Ringsted Kommune, eksempelvis dit cpr.nr., oplysninger om dine helbredsforhold eller økonomiske situation, anbefales du at gøre det via e-boks. Læs om beskyttelse af persondata

Sidst opdateret

17.01.2020