Du er her

Kunst på sokkel

Her på siden kan du læse om kunstfestivalen "Kunst på sokkel” og arbejdet med en helt ny kunststrategi for Ringsted Kommune.


Kunstfestivalen ”Kunst på sokkel” er en del af Ringsted Natten fredag den 30. august 2019, hvor fem danske kunstnere viser eksempler på kunst i det offentlige rum forskellige steder i bymidten.

Baggrunden for kunstfestivalen er, at Byrådet har afsat kr. 550.000 om året fremover til kunst i det offentlige rum; det kan være på skoler, i dagsinstitutioner, i forskellige byrum og lignende.

Kunstfestivalen skal dermed bruges til at vise forskellige typer af kunst i det offentlige rum og stimulere den proces, der kommer til at foregå gennem efteråret, hvor der bliver udarbejdet en kunststrategi for Ringsted Kommune. Kunststrategien skal sætte retningen for, hvordan Ringsted Kommune skal arbejde med kunst i det offentlige rum i de kommende år.

Herunder kan du læse mere om selve kunstfestivalen. Og du kan læse om, hvordan du kan være med til at sætte dit præg på den nye kunststrategi – og dermed, hvordan kunsten i det offentlige rum kommer til at se ud i Ringsted Kommune fremover.

PDF icon Se programmet for Kunst på sokkel-festivalen

Info om "Kunst på sokkel":

  • Hvad kan jeg se på kunstfestivalen?

    Kunst man selv kan lave, kunst man kan spise, kunst man kan mærke. Det er nogle af de ord, der kan beskrive de fem kunstværker og aktiviteter, der bliver en del af kunstfestivalen ”Kunst på sokkel”, der bliver en del af Ringsted Natten fredag den 30. august 2019.

    ”Kunst på sokkel-festivalen”- er kurateret af Morten K. Jacobsen, der er leder af Ringsted Galleriet, og som også er udpeget af Statens Kunstfond som kunstfaglig konsulent for Ringsted Kommune i arbejdet med den kommende kunststrategi.

    ”Vi kender alle sammen den klassiske statue på en sokkel, der står mange steder i byrummene og fx også her i Ringsted med statuen af Valdemar den Store på Torvet. Med kunstfestivalen ”Kunst på sokkel” præsenterer vi fem markante danske kunstnere, der giver hver sit bud på, hvordan kunst på en sokkel kan tage sig ud på andre måder i byrummet her i 2019”, fortæller Morten K. Jacobsen og fortsætter:

    ”Kunstværkerne bliver placeret på en markant sokkel, og flere af dem vil stå tæt på kendte kunstværker i Ringsted. På den måde forsøger vi at skabe en dialog mellem kunstværkerne og også en dialog hos den enkelte borger om, hvordan kunst kan og skal fungere. Og det ser vi frem til at få nogle spændende input om”.

    Kunstnerne, der udstiller på ”Kunst på sokkel-festivalen”, er Mikkel Carl, Hannah Heilmann, Jesper Aabille, Tina Maria Nielsen og Ursula Nistrup. Værkerne vil både være at finde i nogle af byens butikker, på Torvet, ved Sct. Bendts Kirke og ved Ringsted Vandrerhjem.

  • Hvorfor arbejder Ringsted Kommune med kunst i det offentlige rum?

    Byrådet har afsat kr. 250.000 årligt til kunst i det offentlige rum samt kr. 300.000 til kunst i anlægsbyggerier årligt i Ringsted Kommune. Kunst i det offentlige rum kan dække over mange forskellige ting – malerier i en daginstitution, skulpturer i en park, lysinstallationer på en central plads, happenings, vægmalerier og meget, meget mere. Kunst i det offentlige rum kan derfor både være til glæde for borgere og besøgende – og kunsten kan være noget, der både er der i hverdagen eller som kommer frem ved særlige lejligheder – fx på en kunstfestival.

    For at prioritere og sætte retning for, hvordan pengene til kunst fremover skal bruges har Ringsted Kommune ansøgt Statens Kunstfond om støtte til udarbejdelse af en kunststrategi for Ringsted Kommune. Overordnet set er det meningen, at processen med at lave en kunststrategi skal føre til, at der sidst på året i 2019 politisk kan vedtages følgende:

    1. Kunststrategi – retning (hvorfor, formål, hovedtemaer, hovedprincipper, eksempler på handlemuligheder)
       
    2. Evt. retningslinjer for Billedkunstudvalg – organisering (hvordan og hvem beslutter)
       
    3. Retningslinjer for pulje til udsmykning af kommunalt byggeri – prioritering og proces (konkrete kriterier, tidspunkter mv.)
       
    4. Retningslinjer for pulje til kunst i det offentlige rum – prioritering og proces (konkrete kriterier, tidspunkter mv.)
  • Sådan kan du være med til at udforme kommunens nye kunststrategi

    Under kunstfestivalen ”Kunst på sokkel” på Ringsted Natten kan du give din mening til kende ved at aflevere kommentarsedlen fra programmet i en af de opstillede bokse ved kunstværkerne eller i kunstfestival-boden på Torvet.

    Du kan også sende en e-mail på efkcenter@ringsted.dk med dine tanker og idéer. Mærk gerne e-mailen kunststrategi.

    Du kan også møde op på Ringsted Musik- og Kulturskole tirsdag den 24. september kl. 18-21. Her vil der være et åbent borgermøde, hvor alle kan få lejlighed til at give deres input til den kommende kunststrategi for Ringsted Kommune.

Mød kunstfestivallens fem kunstnere

  • Mikkel Carl

    Mikkel Carls værk, hvor to grene uden blade er placerede indendørs.

    Mikkel Carl (1976) er i sin kunstpraksis optaget af at vride armen om på de genkendelige symboler og genstande, vi omgiver os med i både kunsten og samfundet.

    Til "Kunst på sokkel" udstiller Mikkel Carl et træ fra skoven uden for Sorø, hvor han bor.

    Han har således trukket det ud af naturen og ind i kulturen via ny materialitet og den flyvske betegnelse “kunst”’. Ikke fordi nogle af delene er modsætninger, men fordi de tværtimod har nogle funktionelle overlap: ”Træer er jo noget der indgår i bybilledet som pynt – lidt ligesom statuer og skulpturer i øvrigt”, udtaler kunstneren.

  • Hannah Heilmann

    Hannah Heilmanns værk: Face Suit viser en dragt opstillet i en dynamisk og livagtig positur, tilsyneladende på vej til at træde op på en stol. På dragten er printet symboler fra det sociale medie Facebook.

    Hannah Heilmann (1978) udfordrer vores ideer om hvordan et værk skal se ud, og tage sig ud.

    Et tøjstativ med modificeret tøj på (kunstnerens eget), eller et Oscar de la Renta symønster fra Vogue, monteret på en afbrækket opslagstavle, kan være nogle af de elementer Heilmann arbejder med.

    Det er en yderst selvbevidst rodebutik man træder ind i. Heilmann fletter data, følelser, objekter, performative situationer og installatoriske poseringer i forsøget på at fremkalde et stærkt følelsesmæssigt rum.

    Heilmanns værker appellerer til, at man skærper sanserne og lader sig forføre.

  • Jesper Aabille

     

    Foto af en gammel olietønde, som nu er omdannet til pizzaovn. Ved siden af olietønden står en stor pizzaspade, jorden er dækket af sne og i baggrunden ses huse og et stort, sneklædt bjerg

    Jesper Aabille (1977) laver kunst man selv kan lave, kunst man kan spise, kunst der handler om situationen her-og-nu.

    I Aabilles kunstpraksis opfordres publikum direkte til at være medskabere til værket.

    Aabille er optaget af fællesskaber og kunstens rolle i samfundet; han bruger ofte maden som virkemiddel til at skabe samtale mellem mennesker, til at opbygge nye fællesskaber.

    Til "Kunst på Sokkel", har Aabille lavet en 3D byggevejledning til, hvordan man ombygger en olietønde til pizza-ovn.

    Værket kan ses helt konkret som en tilskyndelse til borgerne om at bygge deres egen pizzaovn, men man kan også se manualen som et skulpturelt objekt, der peger på en modernistisk skulpturtradition

  • Tina Maria Nielsen

    Foto af skulptur, hvor menneskekrop ligger på ryggen i let rejst position

    (Foto af: David Stjernholm)

    Tina Maria Nielsens (1964) værk: ”Erotic of unknown origin" udfordrer de klassiske forestillinger om det tidsløse værk, ikke mindst pga. voksmaterialet ’paraffin’ som skulpturen er støbt i.

    Paraffin er et omgængeligt materiale, det er let påvirkeligt af sine omgivelser (vejret og borgernes pilfingre). Voksen er normalt skulpturens midlertidig form før den evige bronzeafstøbning.

    Med værket forholder Nielsen sig både til den skulpturelle proces, noget der kendetegner Nielsens generelle kunstpraksis og selve udstillingspræmissen, der er en slags skitse over det, som med tiden kunne blive en større kunstfestival i Ringsted.

  • Ursula Nistrup

    Værket: "Encounter" af Ursula Nistrup, som viser tre vaser med hullser i, spredt over en græsplæne.

    Ursula Nistrups (1974) praksis kredser omkring materialernes mulighed og omkring formgivning på nye måder, eksempelvis igennem dansere og lyd.

    Nistrups bidrag til ”Kunst på sokkel”, spiller op imod konteksten: ”Ringsted Isenkræmmer”, der sælger ting til hjemmet, herunder keramiske vaser mm.

    Men modsat de keramiske varer i butikken, hvor man fra fabrikanternes side forsøger at standardisere formen, gør dem rentable, går Nistrup modsat, hun søger efter den ’tvivlsomme’ form, vil lære af den og dets materiale.

    Nistrup laver værker, hvor det endelige resultat ikke er givet, men afhænger af en udfordrende formgivningsprocessen.

Kontakt: Erhvervs-, Fritids- og Kommunikationscenter

Rønnedevej 9
4100 Ringsted
Tlf.: 57 62 82 00
  • Mandag11.00-15.00
  • Tirsdag11.00-15.00
  • Onsdag11.00-15.00
  • Torsdag11.00-15.00
  • Fredag11.00-13.00

Sidst opdateret

20.08.2019