Du er her

Badning frarådes i Haraldsted Lillesø og Gyrstinge Sø

Dato: 22. juli 2020
Ringsted Kommune fraråder badning i både Haraldsted Lillesø og Gyrstinge Sø pga. alger.

Onsdag den 22. juli er der observeret alger i Haraldsted Lillesø, og der er risiko for, at det kan være blågrønalger. Ringsted Kommune fraråder derfor badning i søen. Badning frarådes også i Gyrstinge Sø fra torsdag den 23. juli.

Der er blevet sat "Badning frarådes” skilt op på informationstavlen ved Haraldsted Lillesø og Gyrstinge Sø. Søerne er to af Ringsted Kommunes badesteder, og vi fører derfor løbende tilsyn med badevandskvaliteten. Ved det seneste tilsyn blev der observeret alger, og der er risiko for, at det kan være blågrønalger.

Undlad derfor at bade og at lade børn og dyr lege i søen og indtage vandet herfra. Det kan give gener, som fx opkast og dårlig mave.

Generelt opfordrer kommunen til at være opmærksom på vandets udseende og følge de generelle råd på informationstavlen angående blågrønalger.

Alger giver ikke i sig selv anledning til problemer, når de forekommer i mindre mængde, men ved badning i vand med masseopblomstring af blågrønalger kan de være giftige. Hos dyr og mennesker kan disse giftstoffer medføre eksem, kvalme og opkast.

Særlig risiko for børn og hunde

Alger har en tendens til at samle sig langs bredden, og de udgør derfor en særlig risiko for små børn, der leger i vandkanten, og hunde, der drikker af vandet. Netop opskyl af blågrønalger har i flere tilfælde forårsaget alvorlige forgiftninger hos hunde og andre dyr. Formodentlig fordi de har spist algerne.

Masseopblomstringer af alger optræder især i perioder med varmt og stille vejr, hvor algerne samles i de øverste vandlag, mens blæst og fralandsvind betyder, at algerne spredes. Dette betyder, at algeforekomster kan variere meget i tid og sted, og det er derfor ikke altid muligt at give en opdateret information om forekomst af blågrønalger.

Vær derfor opmærksom på vandets udseende og bad kun, hvis du kan se dine tæer, når du står i vand til knæene.

Hvornår kan man bade igen?

Ringsted Kommune fører løbende tilsyn med badevandskvaliteten ved badestederne i kommunen; Haraldsted Lillesø, Gyrstinge Sø, Hvidsø og Haraldsted Langesø.

Se målinger af badevandskvaliteten.

 

Sidst opdateret

05.08.2020