Du er her

Beboere på botilbuddet Bengerds Huse har fået første vaccination

Dato: 11. marts 2021
Størstedelen af beboerne på Ringsted Kommunes botilbud Bengerds Huse er i denne uge blevet vaccineret mod Covid-19 med første vaccination. Den anden vaccination er planlagt til den 29. marts.

35 af de 42 beboere på Ringsted Kommunes botilbud Bengerds Huse er i denne uge blevet vaccineret mod Covid-19. Ud af de resterende har to beboere valgt at takke nej til vaccinen, og en beboer er allerede vaccineret.

Bengerds Huse er Ringsted Kommunes bo- og aflastningstilbud for borgere med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. Flere af beboerne er over 65 år, og derfor er de blevet prioriteret i vaccineplanen. Region Sjælland stod for vaccinationen på Bengerds Huse med en af deres mobile enheder.

Britta Nielsen, formand for Social- og Arbejdsmarkedsudvalget, siger:

”Det var en rigtig glædelig dag for vores borgere. Dels var det en god oplevelse med kyndig bistand fra sundhedspersonalet fra Region Sjælland, og dels betyder vaccinen, at hverdagen kan blive lidt lettere for vores borgere. Når vaccinen begynder at virke efter 14 dage, kan de komme lidt mere ud, end der har været mulighed for den seneste lange tid,” siger Britta Nielsen og fortsætter:

”Egentligt er det min opfattelse, at mange beboere på Bengerds Huse er ligeså sårbare som beboerne på plejecentrene og derfor også burde være vaccineret som nogle af de første. Derfor er det en særlig glæde for mig, at vaccinerne endeligt er kommet til denne gruppe borgere, som er blandt de mest sårbare i vores samfund.”

Efter vaccinationen af beboerne på Bengerds Huse var der enkelte vaccinationer i overskud. For at de ikke skulle gå til spilde, blev blandt andre borgere fra Ringsted Kommunes støtte- og aktivitetscenter tilbudt vaccinen. Det samme gjorde nogle beboere fra Ringsted Kommunes andet botilbud, Bofællesskabet Vibevej.

Efter planen skal beboerne på Bengerds Huse have den anden vaccination den 29. marts.

Sidst opdateret

11.03.2021