Du er her

Ringsted indsamlede over 1.000.000 kroner til UNICEF

Dato: 10. januar 2017
Målet er nået - Ringsted har samlet næsten 1,1 million kroner ind til UNICEF By og børn i Myanmar. Tirsdag den 10. januar 2017 kunne borgmester Henrik Hvidesten overrække pengene til UNICEF.

I hele 2016 har Ringsted Kommune været UNICEF By og sat fokus på UNICEFs arbejde og samtidig samlet penge ind til et projekt i Myanmar, der skal sikre rent vand, gode sanitære forhold og undervisning i god hygiejne til skolebørn i den fattige provins Rakhine.

Det har været et forrygende år i Ringsted, hvor en hel kommune på allerflotteste vis har stået sammen om projektet og i fællesskab arrangeret et hav af kreative, farverige, sjove, skæve og lærerige aktiviteter  fra børnefestival til skolefester, fra ”den store kagedyst” til ”forældrekaffe”, fra loppemarkeder til bankospil, fra bolsjer og glaskunst til strikkede vanter og karklude, fra koncerter til kunstudstillinger, fra sponsorløb til nytårsfyrværkeri og meget meget mere. Kreativiteten og viljen har været helt i top, og det har i den grad nyttet.

Borgmester Henrik Hvidesten er imponeret over den indsats som hele kommunen har leveret:

- Som kommune har vi fået rigtig meget ud af at være UNICEF By. Projektet har været meget mere end en indsamling til et godt formål. Vi har oplevet et engagement, som jeg er sikker på kommer til at række langt ud over 2016 med masser af nye samarbejdsflader og nye aktiviteter, siger Henrik Hvidesten.

Målet er nået

Ringsted Kommune har haft et mål om, at samle 1 million kroner ind til UNICEF. Og det mål er nu nået. Tirsdag den 10. januar 2017 kunne borgmester Henrik Hvidesten overrække tæt ved 1,1 millioner kroner til UNICEF – helt nøjagtigt blev det til 1.091.549 kroner.

Indsamlingsbeløbet svarer til at hver eneste af kommunens mere end 34.000 borgere har bidraget med lidt over 32 kroner hver. Og det er rigtig flot, mener generalsekretær i UNICEF Danmark Steen M. Andersen, der takker Ringsted for en solid indsats.

- Det store engagement, de sjove aktiviteter og det hårde arbejde Ringsted har lagt i UNICEF By 2016 har givet et virkelig godt resultat. Og den store indsats kommer til at gøre en stor forskel for nogle af verdens mest udsatte børn, siger generalsekretær i UNICEF Danmark Steen M. Andersen.

Pengene blev overrakt ved en afslutningsevent på Vigersted Skole, der sammen med Dagmarskolen fortsætter samarbejdet med UNICEF efter 2016. De to skoler arbejder nemlig på at bliver certificerede UNICEF Rettighedsskoler i 2017. Det betyder, at elever og lærere på skolerne fortsat kommer til at arbejde med FNs børnekonvention og børns rettigheder, som en aktiv del af skoledagen.

Alle børn i Ringsted kender UNICEF og landet Myanmar

Skoler og dagtilbud i Ringsted har været utrolig aktive over hele året og har stået for rigtig mange UNICEF By aktiviteter. Og børnene har ikke kun sørget for at samle rigtig mange penge ind til projektet, de har også lært en hel masse om UNICEF, om landet Myanmar, om FNs børnekonvention og børns rettigheder, om rent vand og hygiejne og om at være gode ambassadører.

Tak til alle i Ringsted for en formidabel indsats.

 

Sidst opdateret

10.01.2017