Du er her

Caféaften om at tackle kroniske smerter

Dato: 23. august 2019
Kom til gratis caféaften den 16. september og hør Pia Lorentzen fortælle om, hvordan hun lever med kroniske smerter.

Mandag den 16. september 2019 er der caféaften, hvor Pia Lorentzen fortæller om sit liv med kroniske smerter. 

Cafeaftenen finder sted i Fælleshuset, Skovgården 230, kl. 17.30-19.30.

Der er plads til 50 antal personer. Tilmelding senest onsdag d. 11. september på sundhed.ringsted.dk.

Aftenen arrangeres af Sundhed & Træning i Ringsted Kommune i samarbejde med Ringsteds Almene Boligselskab afd. Skovgården, og alle borgere i Ringsted Kommune er velkomne.

Om foredraget fortæller Pia Lorentzen:

”Jeg har ikke meget erfaring i at dø. Men jeg har 50 års erfaring med at leve. En del års erfaring med at leve med kroniske smerter. Ud fra det har jeg erhvervet mig evnen til at leve med mine begrænsninger, mine smerter, mine afsavn og alligevel være en livsnyder af de helt store. Jeg vil i mit oplæg ganske kort fortælle om, hvordan jeg havnede i en dyb depression efter jeg fik førtidspension. Hvordan jeg kom videre derfra. Og hvordan det er muligt at leve et godt og indholdsrigt liv med kroniske smerter. Det handler om at turde sige fra, at “tælle skeer” og om at træffe valg, der er gode for os selv”.

Om kroniske smerter

Cirka 825.000 danskere lider af kroniske eller hyppigt tilbagevendende smerter.

Smerter er ikke i sig selv synlige, og det kan derfor for omverden være svært at acceptere personernes smerter og begrænsninger som virkelige. Mange mødes af mistro, føler et konstant behov for at retfærdiggøre sig, oplever ensomhed og fremmedgørelse. Mange oplever også at miste en stor del af sit sociale netværk, fordi de ikke længere kan det samme som flertallet. Trods disse begrænsninger er det muligt at leve et godt liv alligevel. Det handler om at lære at mestre de kroniske smerter (Kilde: FAKS – Foreningen af kroniske smertepatienter).

I maj 2019 blev kroniske smerter klassificeret som diagnose på linje med andre sygdomme i verdenssundhedsorganisationen WHO.

Sidst opdateret

23.08.2019