Du er her

Chris MacDonald tager kampen op mod livsstils-sygdomme

Dato: 12. marts 2018
Kom med til et gratis foredrag med sundhedsekspert Chris MacDonald, der med garanti kan inspirere dig til en sundere livsstil.

Vil du i gang med en lidt sundere hverdag, men synes du, at det er svært at holde motivationen oppe? Kom med til et gratis foredrag med sundhedsekspert Chris MacDonald, der med garanti kan inspirere og motivere dig.

Det foregår tirsdag den 10. april kl. 19.00-21.00 i Ringsted Kongrescenter.

Det er gratis at komme med til foredraget, men du skal tilmelde dig her.

På dagen kan du også møde Ringsted Kommunes sundhedskonsulenter og tale med nogle af de personer med livsstilssygdomme, som allerede har fået glæde af at ændre livsstil.

En U-vending for et bedre liv

Livsstilssygdomme som KOL, diabetes, hjertesygdomme og overvægt er en ubehagelig del af hverdagen for mange mennesker – også i Ringsted Kommune.
Siden efteråret har Ringsted Kommune derfor tilbudt gratis og personlig hjælp til borgere med alvorlige livstilssygdomme. I øjeblikket er 100 personer med i den digitale livstilsvejledning LIVA, men der er plads til flere, fortæller Susanne K. Larsen, sundhedskonsulent i Ringsted Kommune. 

”Vi håber, at 2-300 borgere vil være med i den digitale livstilsvejledning, og vi ved, at det kan have en stor effekt. Det kan nemlig være svært at ændre livsstil, men med det nye LIVA program bliver man fulgt nøje af en personlig vejleder, der kan give én den støtte og det ekstra skub i hverdagen, som kan gøre forskellen,” siger hun.

Alle borgere med en alvorlig livsstilssygdom vil have gavn af en ny og sundere livsstil. Mange kan endda skære ned på medicinen eller helt undgå den, fortæller Susanne K. Larsen.

”Formår de at ændre deres livsstil, vil de få mere overskud i hverdagen og samtidig et både bedre og længere liv,” siger Susanne K. Larsen.

Sådan kommer du i gang med LIVA

Du kan ringe til Ringsted Kommune Sundhedsteam på 57 62 80 32, eller du kan tilmelde dig via hjemmesiden.

Herefter bliver du kontaktet af den personlige vejleder. Kan du være med i programmet, starter samarbejdet herfra med din personlige vejleder. Det hele foregår fra computer, tablet eller smartphone.

Sidst opdateret

12.03.2018