Du er her

Kend forskel på stort og småt pap

Dato: 13. august 2019
I den nye affaldsordning indsamler vi småt pap til genanvendelse. Men hvad er stort pap og hvad er småt pap?

Du kan aflevere papir og småt pap i de sorte kassetter i dit affaldsstativ eller, hvis du har fælles affaldsløsning, i containeren til papir og pap.

Papir og pap må ikke være større, end at det kan ligge løst i kassetten eller beholderen. Er pappet for stort, sætter det sig fast i beholderen.

Som udgangspunkt er det emballagepap fra din almindelige husholdning, der hører til småt pap, fx:

  • Toiletrullerøret
  • Æggebakker
  • æsker fra tandpastatuber, müsli, osv.

Alt sammen forholdsvis små papemner, som blot kræver at du trykker det sammen, inden du afleverer det.

Hvor gør du af stort pap?

Stort pap er papkasser fra fx indpakning af tv, husholdningsapparater, møbler osv. Dem kan du aflevere på genbrugspladsen eller gennem ordningen for storskrald.

Bor du til leje eller i en ejendom med fælles affaldsordning, så kontakt din vicevært/administrator/udlejer og hør om mulighederne.

Hvad sker der med pappet?

Når du afleverer stort pap på genbrugspladsen eller til storskrald, så bliver det kørt til Næstved Genbrugsterminal. Her bliver det pakket i baller og sendt videre til fabrikker, der typisk producerer nyt pap og karton.

På fabrikkerne frigør man fibrene i pappet ved hjælp af vand. Bagefter bliver den grødagtige masse lavet til nyt pap, som fx bliver til nye papkasser, pizzabakker eller køkkenrullerør.

Stor gevinst ved genanvendelse af pap

I 2018 blev der indsamlet 2.880 ton stort pap til genanvendelse på AffaldPlus' genbrugspladser og i storskraldsordningerne i Næstved, Ringsted, Slagelse og Vordingborg Kommuner.

Når vi genanvender pap, mindsker vi CO2-udledningen og sparer samtidig energi og råstoffer (træ og vand). Det kræver nemlig ikke nær så meget energi at lave pap ud af pap, som det gør at lave pap ud af træ. Samtidig er det god økonomi at genanvende pappet, da det er billigere end forbrænding.

Mængden af papir falder

De seneste ni år er indsamlingspotentialet for papir næsten halveret. Indsamlingspotentialet er beregnet af Miljøstyrelsen og viser den mængde, som ville kunne indsamles, hvis borgerne afleverede 100 % af deres papir til genbrug. De faldende mængder er en af grundene til, at der er mindre plads til papir i den nye affaldsordning.

Kontakt: Teknik- og Miljøcenter

Teknik- og Miljøcenter
Rønnedevej 9
4100 Ringsted
Dir.: 57 62 63 00

Sidst opdateret

14.08.2019