Du er her

Lær om Ringsted Oplevelsessti i gratis app

Dato: 04. september 2017
Ringsted Oplevelsessti er navnet på en ny 25 km lang natur- og aktivitetssti, men det er også navnet på en ny app, hvor du kan lære meget mere om de omkring 100 oplevelser langs stien.

Den flyvende dør, spøgelsesriddere og Danmarks største rovdyr. Det er blot tre af de omkring 100 naturoplevelser, seværdigheder og aktiviteter, som du kan opleve langs Ringsted Oplevelsessti. Og du kan lære meget mere om de 100 oplevelser i en gratis app, der er udviklet til Ringsted Oplevelsessti.

Borgmester Henrik Hvidesten udtaler:

”For at gøre det så nemt som muligt at bruge Ringsteds natur har vi lavet en gratis app til Ringsted Oplevelsessti. Vi håber, at den kan være med til at inspirere både børnefamilier, institutioner og skoler til at bruge Ringsted Oplevelsessti i deres hverdag,” siger Henrik Hvidesten.

Den nye app hedder blot ’Ringsted Oplevelsessti’, og den kan helt gratis hentes i Google Play til android-telefoner eller i App Store, hvis du har en iPhone.

Centralt i appen er et stort kort over ruten for Ringsted Oplevelsessti, og her er de cirka 100 oplevelser markeret med en nål. Ved hver nål kan du læse og se mere om lige præcis den aktivitet eller oplevelse.

Grøn Guide i Ringsted Kommune, Lars Berndt, udtaler:

”I appen til Ringsted Oplevelsessti kan du for eksempel lære om Danmarks største rovdyr, der bor i Vrangeskov, eller se mere om havørnen, der også kaldes den flyvende dør, fordi den er så stor.  Og du kan finde ud af, hvorfor spøgelsesriddere har givet navn til at gammelt borganlæg ved Haraldsted Sø,” siger Lars Berndt. 

Alle seværdigheder, aktiviteter og oplevelser er inddelt i de tre hovedkategorier Natur, Kultur og Oplevelser. Via kortet kan man i appen filtrere oplevelserne, hvis man for eksempel kun er interesseret i viden om naturen på Ringsted Oplevelsessti. Der er også lavet ture til inspiration, hvis du for eksempel vil have børnene med på skovtur eller leder efter et sted at holde jeres næste picnic.

Søndag den 10. september markeres åbningen af Ringsted Oplevelsessti. Her vil der blandt andet være en skattejagt for børn, og du kan på et stykke af Ringsted Oplevelsessti være med til friluftsaktiviteter, skyde med bue, ride på pony og meget andet.

Læs mere om åbningen af Ringsted Oplevelsessti.

Sidst opdateret

08.09.2017