Du er her

Mød din kommune til Ringsted Messen

Dato: 12. marts 2018
På Ringsted Kommunes stand til Ringsted Messen kan du få et par kommunale apps på din telefon, og du kan få et kig på, hvordan det nye torv kommer til at se ud.

Fremover kan du bruge din smartphone, når du skal på biblioteket. Med den nye biblioteksapp ”biblioteket” får du mulighed for at søge efter materialer, reservere din kommende ferielæsning og forny den, hvis du ikke når at læse den færdig – og du kan tilmed betale biblioteksbøder, hvis du skulle være så uheldig, at have nogle af dem.

På Ringsted Messen den 17. og 18. marts kan du få demonstreret den nye biblioteksapp og samtidig deltage i konkurrencen om 2 x 4 billetter til bibliotekets Rocazino-koncert til efteråret.

Men kommunens forskellige apps kan ikke kun give dig en bedre biblioteksoplevelse. Vej og Park står klar til at vise kommunens ”giv et tip”–app. Med app’en kan du faktisk hjælpe dine medborgere og kommunen med at få klaret huller i vejene, få fjernet nedfaldne grene eller få genrejst et væltet skilt. Med ”giv et tip”–app’en kan du nemlig fortælle kommunen, hvis du ser noget, som kommunen bør gøre noget ved.

Vej og Park viser også, hvordan du som borger har mulighed for at ansøge kommunen om mulighed for at benytte kommunes veje til f.eks. teater eller musik, demonstrationer, vejfester eller motionsløb eller opstilling af container, stillads og lifte mv.

Den nye bymidte

På Ringsted Kommunes stand kan du også få en lille rundvisning i billeder og tegninger af Torveprojektets tre dele – Klosterlunden, Torvet og Nørregade.

Få en visuel oplevelse af Klosterlunden og få en fornemmelse af det færdige projekt med græs, træer, buske, sø og rindende vand fra den samlede klimatilpasning i området.

Torvet, der nu er ved at nå sin afslutning, vil på sigt byde besøgende på ”bowlere” med rindende vand, beroligende ophold ved vandet – et torv med en ny pavillon med kik til Sct. Bents Kirke, omgivet af caféer og spisesteder rundt om det gamle torv.

Sidst opdateret

12.03.2018