Du er her

Ny leder af Plejecenter Solbakken

Dato: 12. oktober 2020
Lars Wildt er ny leder af Plejecenter Solbakken. Han kommer fra en stilling som administrationschef for OK-Fonden, og han har første arbejdsdag i Ringsted Kommune den 15. oktober.

Det bliver Lars Wildt, der er ny centerleder for Plejecenter Solbakken. Det var et enigt ansættelsesudvalg, der pegede på Lars Wildt, som kommer fra en stilling som administrationschef for OK-Fonden.

Derudover har han lang erfaring med ledelse i både den offentlige og private sektor. Han har tidligere været Pleje- og Rehabiliteringschef i Ballerup Kommune og Forstander for Plejeboligerne Østervang i Frederiksberg Kommune samt forskellige ansættelser i private virksomheder inden for medicinsk udstyr.

Lars er oprindeligt uddannet sygeplejerske og har suppleret sin uddannelse med en Master of Public Guvernance og en diplom i offentlig ledelse.

Centerchef for Social- og Sundhedscentret Alice Morsbøl siger:

”Jeg ser frem til, at Plejecenter Solbakken får en ny centerleder, der kan fortsætte den gode udvikling på stedet, og sammen med personalet skabe et godt sted for at udfolde livets mange facetter. Med Lars får vi en leder med erfaring med mange forskelligartede organisationer, og en leder, der nu har valgt en opgave, hvor nærvær og nærhed til drift, faglighed og borgere er i højsædet”.

Lars Wildt siger:

”Jeg glæder mig meget til at begynde på Plejecenter Solbakken og lære borgere, personalet og pårørende at kende. I den kommende tid er en af de vigtigste ting for mig at lære Plejecenter Solbakkens kultur at kende, og hvad der lige netop gør Solbakken til det unikke sted, det er. Jeg glæder mig til at fortsætte den gode udvikling, og til sammen med borgere, pårørende og personale at være med til at gøre Solbakken til et godt sted at bo og leve livet”.

Privat bor Lars i Hørsholm. Han har første arbejdsdag i Ringsted Kommune den 15. oktober.

 

Sidst opdateret

12.10.2020