Du er her

Ringsted Kommune inviterer foreninger til møde om social investeringsfond

Dato: 19. november 2018
Alle foreninger med et socialt sigte i Ringsted Kommune inviteres til orienterings- og dialogmøde om en ny social investeringsfond. Byrådet har afsat i alt 16 mio. kr. over fire år til fonden.

Sociale investeringer handler grundlæggende om at investere i mennesker, så de kan overkomme udfordringer, der præger deres liv. Derfor har Byrådet i Ringsted Kommune afsat 4 mio. kr. hvert år fra 2019 og frem til 2022 til etablering af en såkaldt social investeringsfond.

”I Byrådet har vi nogle idéer til, hvordan arbejdet med den sociale investeringsfond i Ringsted Kommune skal foregå, men vi vil rigtig gerne i dialog med de mange engagerede foreninger i Ringsted Kommune. Sociale investeringer virker bedst i samspil med foreninger, borgere og samfundet,” siger borgmester Henrik Hvidesten.

Alle kommunens foreninger med et socialt sigte inviteres derfor til orientering og dialog om den sociale investeringsfond.

”Formålet med fonden er at styrke den forebyggende og tidlige indsats indenfor områder som børn og unge, ældre, socialt udsatte og sundhed, så vi kan bevæge os mere henimod at tænke i aktive investeringer frem for passive udgifter på det her område,” siger borgmester Henrik Hvidesten.

Mødet afholdes torsdag den 13. december 2018 kl. 17 – 18.30 i samlingssalen på Dagmarskolen, Vestervej 11, 4100 Ringsted.

På mødet præsenteres oplæg til arbejdet med den sociale investeringsfond, og der vil være plads til spørgsmål og dialog. Tilmelding pr. mail til sif@ringsted.dk senest den 11. december 2018.

Sidst opdateret

19.11.2018