Du er her

Skolerne klar til delvis genåbning fra på mandag

Dato: 12. marts 2021
Fra mandag den 15. marts kan skolerne i Ringsted Kommune tage næste skridt i den gradvise delåbning af samfundet.

Ringsted Kommunes folkeskoler er klar til næste trin i genåbningen af samfundet, hvor elever fra 5. klasse og op kan komme delvist i skole igen.

Afgangselever i grundskoler samt 10. klasse kan vende tilbage med 50 pct. fremmøde, dvs. hver anden uge, og elever i 5.-8. klasse kan møde til udendørs undervisning én gang om ugen. Elever og forældre opfordres til at holde sig orienteret via Aula, hvor der er nærmere information om den enkelte klasse. I perioderne hvor eleverne er hjemme fortsætter den digitale undervisning.

For alle 5.-8. klasser gælder en kraftig opfordring til, at personale og elever ved fremmøde har et negativ testresultat, der højst er 72 timer gammelt. For 9. og 10. klasser vil der blive stillet test til rådighed på skolen to gange om ugen. Her vil sundhedsplejersker fra Ringsted Kommune på skift være på skolerne. Nærmere information for hver skole oplyses på Aula.

Skolecenterchef Jesper Ulrich siger:

”Vi er rigtig glade for, at vi endelig får mulighed for at mødes med alle vores elever, og vi glæder os til at kunne mødes fysisk med dem igen. Vi har savnet dem, mens der har været fjerundervisning de seneste måneder,” siger Jesper Ulrich og fortsætter:

”Nu skal vi sørge for, at vi fortsat kan give det allerbedste forløb for vores afgangselever frem mod skoleafslutningen til sommer. For 5.-8. klasse er det ikke meget, vi får lov at mødes med dem, men vi glæder os over, at vi dog kan mødes med dem på enkelte dage, hvor undervisningen foregår udenfor,” siger Jesper Ulrich. 

Siden januar har alle klasser modtaget fjernundervisning, og fra den 8. februar kunne 0.-4. kl. igen få undervisning på skolen.  

”Fjerundervisningen er gået godt, men det har selvfølgelig krævet noget af både vores personale og især af alle elever, der nu i lang tid har fået undervisning på nogle helt andre vilkår end normalt. Derfor er der på alle vores skoler også et ekstra stort fokus på elevernes trivsel nu, hvor vi endelig kan mødes fysisk igen. For det er selvfølgelig nemmere at fornemme den enkelte elev, når vi kan mødes fysisk på skolen, og vi kan se, høre og mærke eleverne på en anden måde end gennem en skærm. Så derfor vil elevernes trivsel være et skærpet fokus i alle klasser den kommende tid.”

Sidst opdateret

12.03.2021