Du er her

Tre kommuner står bag et nyt fodboldhold for kræftramte mænd

Dato: 28. februar 2019
Med 4500 nye tilfælde årligt er prostatakræft den mest udbredte kræftform blandt mænd. Derfor går Ringsted, Slagelse og Sorø kommuner nu sammen med Lynge-Broby Idrætsforening og laver FC Prostata.

Fodbold styrker både konditionen og humøret. Det har et stort forskningsprojekt allerede slået fast, og derfor er det oplagt at lave et fodboldhold, hvor mænd med prostatakræft både kan spille fodbold og støtte hinanden. Spillerne på de eksisterende FC Prostata-hold rundt omkring i landet fortæller, at det bedste ved holdet er det gode fællesskab, der får dem til at stille op på grønsværen uge efter uge.

”FC Prostata handler først og fremmest om fodbold og så om sygdommen. Fodbold i klubben betyder alt for mit velbefindende og humør. Jeg får ondt i alle mine muskler, så jeg kan mærke, at jeg lever. Og jeg har fået gode venner, som bakker mig op i alle situationer både på og udenfor banen,” siger Hans Jakob Helms, som spiller på FC Prostata-holdet i Østerbro IF.

Fodboldhold er både for nybegyndere og den aldrende Messi

FC Prostata er et samarbejde imellem de tre kommuner Ringsted, Slagelse og Sorø, Komiteen for Sundhedsoplysning, Lynge-Broby Idrætsforening og DBU. Til fodboldholdet vil der være tilknyttet tre kræftvejledere, og de ser alle frem til samarbejdet.

”I kommunerne trækker vi løbende på hinandens viden og erfaringer, når vi skal udvikle nye kræfttilbud til borgerne. Derfor giver det god mening, at vi nu står bag et fælles fodboldhold, som går på tværs af kommunegrænserne. Vi håber at mange vil være med på det nye fodboldhold, hvor både ben og lattermuskler kommer på overarbejde,” siger kræftkoordinator i Ringsted Kommune, Susanne Lyth.

Det er Lynge-Broby Idrætsforening, som står for træningen, og her garanterer man, at der både er plads til den aldrende Messi og den absolutte nybegynder. Alle interesserede kan komme og høre mere om fodboldholdet torsdag den 14. marts kl. 16.00 i Lynge-Broby Idrætsforening på Smedeparken 1 i Sorø.

Du kan læse mere om FC Prostata på DBU's hjemmeside.

Få mere information

Ønsker du flere oplysninger, så kontakt:

Kræftkoordinator fra Ringsted Kommune Susanne Lyth,
Telefon: 57 62 80 32

Kræftvejleder fra Sorø Kommune Tina Trier Frederiksen,
Mail: ttfr@soroe.dk

Kræftvejleder fra Slagelse Kommune Maria Møller Petersen,
Mail: marmp@slagelse.dk

Sidst opdateret

28.02.2019