Du er her

Vestervejs Skole flytter midlertidigt til Vibevej

Dato: 05. juli 2019
Efter sommerferien flytter Vestervejs Skole til midlertidige lokaler på Vibevej 2. Den nye adresse forberedes hen over sommeren til skolens nye bygning.

Vestervejs Skoles elever og medarbejdere møder efter sommerferien op i midlertidige lokaler på Vibevej 2. Skolen har hidtil haft hjemme i bygninger på Vestervej, men da eleverne i sidste uge gik på sommerferie, sagde de også farvel til de gamle lokaler. Bygningerne på Vestervej tages ud af drift på grund af indeklima-problemer.  

På Vibevej 2 etableres midlertidige lokaler til skolens ca. 30 elever og 15 medarbejdere. Lokalerne etableres med pavilloner, der sættes sammen til én bygning. På Vibevej 2 lå der tidligere en daginstitution, som i dag er revet ned.

Ringsted Kommune arbejder også på at finde en permanent placering til Vestervejs Skole. Familiehuset, der også ligger i lokaler på Vestervej, flytter til efteråret til lokaler på Valdemarskolen og Skolegade 9C.

Håndværkere på Vibevej 2

Fra nu og frem til fredag den 2. august vil der blive arbejdet på Vibevej 2. Al arbejde vil foregå på hverdage og om dagen. Arbejdet begynder med at gøre grunden på Vibevej 2 plan, så der kan sættes pavilloner på grunden. Det arbejde forventes at tage en uges tid. Derefter skal pavillonerne sættes på plads af en kran. Også det arbejde forventes at tage en uge. Den resterende tid vil håndværkere arbejde primært indvendigt i bygningen.

Vestervejs Skole er en kommunal specialskole med dagbehandling. Eleverne er børn og unge i komplicerede udfordringer, der i en periode forhindrer dem i at gå på en folkeskole. Skolen tilbyder undervisning fra 0.-10. klasse, og der er en SFO fra 0.-6. klasse.

Eleverne på Vestervejs Skole har første skoledag på Vibevej 2 torsdag den 8. august.

Har du spørgsmål?

Har du som beboer i området spørgsmål til arbejdet på Vibevej 2, kan du kontakte Vej- og Ejendomscentret på tlf. 57 62 63 00 hverdage mellem kl. 11-15, dog fredag til kl. 13, eller ved at sende en mail til vejogejendomscenter@ringsted.dk.

Har du spørgsmål om skolens hverdag, kan du kontakte Vestervej Skole på vestervejs@ringsted.dk eller skoleleder Tau Stig Stokholm på tlf. 60 70 61 62.

Sidst opdateret

05.07.2019