Du er her

Virksomheder glæder sig til at rekruttere fra København

Dato: 03. juni 2019
Med den nye jernbane ser Ringsteds virksomheder endnu bedre muligheder for at rekruttere medarbejdere fra København.

Da Kronprins Frederik fredag den 31. maj indviede den nye, dobbeltsporede, og elektrificerede højhastighedsjernbane mellem København og Ringsted over Køge, var det samtidig startskuddet til, at Ringsted erhvervsliv øger forventningerne til, at det bliver lettere at rekruttere kvalificerede medarbejdere til kommunes virksomheder.

Ringstedbanen kommer nemlig til at reducere rejsetiden med kollektiv trafik mellem København og Ringsted (og meget markant mellem Køge og Ringsted). Samtidig øges frekvensen af togafgange. Det vil udvide arbejdsmarkedet for virksomheder i Ringsted og dermed give større mulighed for at tiltrække arbejdskraft. Det øger virksomhedernes forventninger til at få fat i folk med de rette kvalifikationer i forbindelse med rekruttering af nye medarbejdere.

Lovende for rekruttering

På Schneider Electrics fabrik i Ringsted har man ansat mange unge, udstationerede medarbejdere (primært ingeniører) fra udlandet, som ønsker at arbejde på fabrikken. De ønsker at bo i København, så de kan nå til og fra deres arbejdsplads med offentlig transport på under én time.

”For mange af vores udenlandske medarbejdere spiller det især ind, at de pga. de gode togforbindelser til Ringsted ikke behøver at investere i en bil for at komme til og fra arbejde. Og nu får de endnu flere muligheder og kortere afstand til arbejde med åbningen af den nye højhastighedsbane fra København til Ringsted. Det tegner lovende for vores fremtidige rekruttering,” siger fabrikschef Mogens Auchenberg fra den fransk ejede industrikoncern, Schneider Electric.

Han tilføjer, at Ringsted-fabrikken sammenlignet med andre af Schneider Electrics fabrikker over hele verden, har en unik, infrastrukturmæssig beliggenhed i forhold til landets hovedstad og lufthavn.

Øget tilgængelighed

”Telia valgte at etablere call-center i Ringsted især pga. kommunens centrale placering på Sjælland. Det er nemt at komme til og fra Ringsted, både i bil og med offentlig tranport. Det ekstra spor fra Ringsted til Køge er med til at øge denne tilgængelighed til og fra kommunen, siger Henrik Larsen, Kundeservice-direktør, Telia Danmark.

” Vi har 100 medarbejdere i Ringsted og mange pendler især fra København og Syd- og Midtsjælland. Vi er faktisk overraskede over, så stor et opland Ringsted dækker. Og hvor let det er at komme til og fra byen,” siger Henrik Larsen

Mere interesse for Ringsted

”I forbindelse med åbningen af Ringsted-Køge-banen har vi i det seneste halvandet år haft mange forespørgsler om at bosætte sig i Ringsted. Den nye banestrækning øger helt klart interessen for Ringsted. Jeg havde en kunde som bad mig dokumentere, at det ikke tog mere end 38 minutter at køre fra Ringsted til København. Han troede ikke på, at det kunne gøres så hurtigt med toget. Og med den nye bane bliver der endda skåret flere minutter af transporttiden,” siger ejendomsmægler Peter Dinesen, Estate Ringsted.

Han nævner, at den nye banestrækning helt klart øger bevidstheden hos mange indbyggere i Hovedstadsregionen om, hvor hurtigt de kan komme fra København til Ringsted og retur.

Kvalificeret arbejdskraft

Ringsteds borgmester Henrik Hvidesten har også mærket de lokale virksomheders øgede forventninger til at kunne tiltrække kvalificeret arbejdskraft til kommunen: ”Det er helt tydeligt, at den nye banestrækning har gjort Ringsted til en mere interessant kommune at arbejde i. Ringsted er let at komme til og fra med offentlig transport, både fra København, Sydsjælland og Odense. Jeg er ikke i tvivl om, at vi i de kommende år kommer til at opleve endnu flere, der pendler ind til mange spændende jobs, der findes i Ringsteds mange virksomheder,” siger Henrik Hvidesten.

 

Sidst opdateret

18.06.2019