Du er her

Rambla i Ringsted Sport Center

De nye indendørs arealer i Ringsted Sport Center skal binde centrets områder bedre sammen, skabe rum for fællesskaber og inspirere til en aktiv livsstil.
  • Visualisering af den nye forbindelsesgang, Ramblaen, i Ringsted Sport Center

    Illustrationen viser Ramblaen, den nye forbindelsesgang, gennem Ringsted Sport Center. Visualiseringen er udarbejdet af Rubow Arkitekter A/S.

  • Illustration af den nye Rambla i Ringsted Sport Center med vinkel mod syd ud for receptionen.

    Illustration af Ramblaen med vinkel mod syd ud for receptionen. Visualiseringen er udarbejdet af Rubow Arkitekter A/S.

  • Illustration af Rambla og Multihal.

    Illustration af Rambla og Multihal. Visualiseringen er udarbejdet af Rubow Arkitekter A/S.

  • Illustrationen viser, hvordan den nye Rambla binder de eksisterende bygninger sammen.

    Illustrationen viser, hvordan den nye Rambla binder de eksisterende bygninger sammen. Illustrationen er udarbejdet af Rubow Arkitekter A/S.

Ramblaen bliver den nye og centrale del af Ringsted Sport Center, hvor man mødes før og efter sport og idræt – både som udøvende og tilskuer. Fra Ramblaen vil du kunne gå på opdagelse i de forskellige dele af Ringsted Sport Center – og måske blive inspireret til at dyrke nye former for idræt. 

For eksempel vil du kunne:

  • gå direkte i Svømmeland
  • se de udendørs grønne sportsarealer gennem flotte glasfacader 
  • se igangværende aktiviteter i hallerne og på de nye opvarmningsarealer
  • opleve den nye multisal med mulighed for idræts- og kulturarrangementer
  • benytte de nye styrketræningsfaciliteter
  • holde møder og konferencer i stilrene og moderne selskabslokaler.

Som ventende i Ramblaen vil du kunne bruge ventetiden i rare omgivelser, lege med de små, finde et hjørne til en rolig stund eller nyde en kop kaffe på den hyggelige cafe. Efter træningen vil der også være mulighed for, at familie og venner kan være sammen og nyde aftensmaden i det nye cafemiljø.

Der bliver indgange til Ramblaen i både den nordlige og den sydlige del af Ringsted Sport Center. Den nordlige indgang ved Svømmeland bliver den nye hovedindgang.

Milepæle for byggeprojektet
Aktivitet Tidspunkt
Byggeriet begynder Foråret/sommer 2021
Rejsegilde Vinter 2021
Indvielse Ultimo 2022

Siden her vil løbende blive opdateret med billeder fra byggeriet.

Har du spørgsmål til projektet, er du velkommen til at sende en mail til Ringsted Kommune på vejogejendom@ringsted.dk.
 

Spørgsmål og svar om Ramblaen

  • Hvorfor skal der bygges en Rambla?

    Ramblaen og multisalen er en del af en helhedsplan for Ringsted Sport Centers område. Helhedsplanen beskriver, hvordan centret kan udvikles gennem overordnede etaper. Helheldsplanen blev til i 2012 og Ramblaen, der sammenbygger hallerne, samt opførelse af en multihal er en del af helhedsplanens Etape 2.

    Formålet med helhedsplanen er at prøve at sikre sammenhæng i områdets udvikling over en flerårig periode til mest mulig glæde og gavn for borgerne. 

    Rammerne for Ramblaens udformning blev udfærdiget i 2019 og den endelige anlægsbevilling er givet den 12. april 2021 af Byrådet. Projektet behandles af Byrådet, KFU, PBU og ØK, og der er nedsat en følgegruppe, der løbende orienteres og giver input til udformningen. Følgegruppen består af repræsentanter fra Folkeoplysningsrådet, Ringsted Idrætsunion, Ringsted Sport Center og Ringsted Kommunes administration. 

    Formålet med projektet er overordnet at:

    • Binde centrets områder inde og ude bedre sammen - også med eventuelle senere udvidelser af Ringsted Sport Center. 
    • Få nogle spændende nye indendørs arealer, der inspirer til aktivitet - også nye former for aktivitet.
    • At skabe gode muligheder være sammen med andre mennesker i forbindelse med sport og idræt – fx venner og familie før og efter sport, men også danne nye fællesskaber mellem sportsgrene og mellem bredde og elite. 
    • Skabe gode betingelser for flest mulige aktive borgere.
       
  • Kan jeg bruge Ringsted Sport Center og Svømmeland mens der bygges?

    Du kan stadig bruge Ringsted Sport Center og Svømmelands faciliteter fra byggeriet går i gang og frem til indvielsen af Ramblaen i slutningen af 2022.

    Måske vil vi vise dig ad en anden rute hen til den bygning, hvor din aktivitet finder sted, når bygningerne skal bygges sammen. Vi sætter skilte op, der viser de midlertidige veje.

  • Påvirker byggeriet parkeringspladser?

    I dagtimerne vil der være øget håndværkerparkering, men der inddrages ikke parkeringspladser i forbindelse med byggeriet.

  • Påvirker byggeriet færdsel i nærheden?

    Under byggeperioden vil der være ændrede adgangsforhold til Gymnastikhuset og bagindgangen til Svømmeland vil være lukket.

  • Hvad kommer projektet til at koste?

    Der er afsat ca. 44.5 millioner kroner til færdiggørelse af projektet.

  • Hvem står for arbejdet?

    Arkitekterne bag projektforslaget er Rubow Arkitekter A/S.  

    Ingeniørerne, der har bidraget, er Wissenberg A/S.

    Anlægsarbejdet bliver udført af entreprenøren Base Erhverv A/S. 
     

  • Links

    Referat fra Byrådsmøde den 12. april 2021.

    Ringsted Sport Centers hjemmeside.

Sidst opdateret

13.04.2021